”Hva’ ka’ vi li’? STÅ PÅ SKI!”
”SkiCamp gi’r den gas, sætter dem på plads! Os ka’ alle li’, for vi er go’ på ski! For vi er de bedste, os ka’ ingen tæske – HEY HEY HEY!”
På mit hold af 7-10 årige skiunger har der været masser af kampråb, sang og skiglæde fordelt ud over hele Hintertux’ dejligt snedækkede gletscher. Det samme har gjort sig gældende på de resterende tre hold af børn og unge, som sammen med Jakob Skov, Kristian Folke og Carsten Drud har haft 4 fantastiske skidage med fuld fart over hele bjergets pudder, pukler og pister.
Hold fast hvor var jeg spændt sidste mandag, da jeg sammen med SportsCamps crew færdiggjorde de sidste detaljer inden afgang tirsdag. Og hvor har jeg været spændt hele vinteren på, om SkiCamp ville blive lige så stor en succes, som vi havde håbet på.
Vi var forberedt på, at der altid vil være uforudsete udfordringer på de første ture. Og min iphone-note med justeringer og ideer til næste gang er også dejligt lang. Men helt overordnet er det gået fantastisk, og at køre en camp, med så positive og skiglade mennesker har været en fryd, som jeg slet ikke kunne forestille mig.
Selvom ugen har været intens, og jeg er ret træt, så kan jeg slet ikke vente med, at vi fyrer op for to camps igen til efteråret!
Tusind tak til Carsten, Julie og Morten fra SportsCamp, instruktørerne, og ikke mindst alle familierne som har tilbragt de sidste dage med os i Hintertux!
Og mange tak til Valdemar Cold Winge Leisner, vores super prof fotograf og film-mand, som tog et par dage væk fra Susanne Biers produktioner, for at hjælpe os med at få en masse video- og billede-materiale, som vi glæder os til at vise Jer alle sammen.
Sådan en sæsonafslutning bliver svær at slå
– vi ses på SkiCamp til efteråret eller 2014!










